19.01.2010

Klimanyheder er ikke altid dårlige nyheder

Af Simon Scott Palmer

Vidste du at Danmark er meget aktiv i arbejdet med at nedbringe CO2-udledninger i Thailand, Bulgarien, Malaysia, Bangladesh, Rusland og en række andre lande? Og vidste du at dansk klimateknologi er med til at forbedre levevilkår og arbejdsmiljø for tusindvis af mennesker i Kina?

I forbindelse med COP15 oversatte GlobalDenmark Translations en række projektbeskrivelser for Energistyrelsen om danske klimaprojekter i udlandet. For eksempel arbejdede vi med en tekst om dansk støtte til 20 nye energieffektive teglværker i Bangladesh.

Danmarks indsats betyder at teglværkerne udleder 50.000 tons CO2 mindre om året, og at luften omkring værkerne har et meget lavere indhold af skadelige mikropartikler.

Derudover er arbejdsforholdene for teglværksarbejdere forbedret fordi de nu har fuld beskæftigelse og højere løn i forhold til tidligere. Da havde de kun arbejde i den tørre periode fordi de gamle værker var oversvømmede i monsuntiden.

GlobalDenmark Translations oversatte mere end 60 beskrivelser af lignende projekter. Det gav os en positiv ny vinkel på klimaproblematikken, og derudover var det en sjov opgave.