08.04.08  

Vi ligefremme danskere...

På en konference i København om udviklingen på kursusmarkedet for nylig hvor ledere og mellemledere deltog, var der et antal indlæg med kaffepauser indlagt. Helt efter bogen.

Vi deltagere fulgte interesseret foredragene, drak vores kaffe, men så lidt den anden vej hvis nogen formastede sig til at kontakte en af de øvrige deltagere. Hvor blev vores danske ligefremhed mon af? Venligt, men reserveret og mildt afvisende.

Dagens sidste foredragsholder bad os alle vende rundt og hilse på den bagved siddende person og ganske kort redegøre for hvem man var. Der udspandt sig en masse snak, latter og flere visitkort skiftede ejer.

Vi var alle ligefremme danskere, uformelle og dejligt fremkommelige - eller var vi? Der skulle en "øvelse" til at få os til at tale med hinanden...