Hjælp til selvhjælpDer kan være mange grunde til at en virksomhed kontakter os om en workshop for personalet. Et sted har APV'en måske afdækket et dårligt psykisk arbejdsmiljø, et andet sted ønsker man hjælp til at få samarbejdet i gang efter et lederskifte, eller måske er der bare brug for nyt krudt til den årlige personaledag. "Ofte sammenligner jeg processen med at tømme en sø for vand så man kan se hvad der ligger på bunden; er der en rusten cykel, en gammel støvle eller måske en skjult skat? Vi hjælper gruppen med at se problemer i øjnene og få øje på de mange ressourcer der ofte går tabt i hverdagens trummerum," forklarer facilitator Claus Adam Jarløv. Forløbet er i høj grad interaktivt, og alle deltagere kommer til at bidrage på flere måder, også i pauserne! Men ingen vil føle sig udstillet eller presset til noget de ikke har lyst til. Selv om det kan være endog særdeles tunge problemer som kommer op til overfladen i løbet af sådan en kursusdag, så lægges der altid vægt på den gode stemning. "Der er megen latter i løbet af dagen; jeg synes det er så vigtigt at huske at intet fungerer uden at det er i kraft af sin egen modsætning. Alvoren må følges med humoren, stilheden har ingen mening uden lyden, og energien kommer bedst til sin ret hvis der også er et roligt øjeblik," siger Claus Adam Jarløv. Erfaringen viser at deltagerne får stor tillid til facilitatoren og ofte ønsker en opfølgende dag hvor de kan samle op på hvad de har fået ud af kurset. |